2020 afsluttes med flot resultat

Året 2020 afsluttes med et flot årsresultat og sætter samtidig et punktum for en ambitiøs 5 års vækststrategi hos Sønderjysk Forsikring

2020 var det sidste år i en ambitiøs 5 års vækststrategi, der nu afsluttes med fremgang i både præmieindtægter, forsikringsteknisk resultat og egenkapital. Det er effekten af flere års fokus, der er hjulpet godt på vej af nyt IT-system, færre skader og øget kundetilgang.

Tallene for 2020 ser tilfredsstillende ud hos Sønderjysk Forsikring, der kan fremvise et resultat efter skat på 47,4 mio. kr. – en bruttopræmieindtægt på 509,3 mio. kr. – et forsikringsteknisk overskud på 57,0 mio. kr. – en egenkapital på 540,9 mio. kr. – og en omkostningsprocent, der er nedadgående og lander i 2020 på 23,2 %.

Et godkendt resultat

”Det er, hvad vi kalder et godkendt resultat. Der er ingen tvivl om, at vi nu ser effekten af flere års fokuseret arbejde på at forbedre bl.a. det forsikringstekniske resultat. Samtidig har vi været begunstiget af et lavt skadesniveau, der skyldes lavere aktivitet i samfundet pga. Covid-19,” fortæller adm. direktør Frank Abel, og han uddyber: ”Det, at vi har holdt os hjemme, har reduceret antallet af skader, især på indbrud og biler. Men vi har også mærket den anden side, hvor vores investeringer har været udfordret, og investeringsresultatet munder derfor kun ud med et lille plus på 2,5 mio. kr.”

Konkurrencedygtige forsikringsløsninger og personlig betjening

At Sønderjysk Forsikring afslutter året med et godt resultat, skyldes også fleksible medarbejdere, der har forstået at håndtere nye arbejdsvilkår, fået driften og hverdagen til at fungere og dermed sikret, at kunderne ikke blev påvirket af Covid-19-situationen.

”Vi oplever, at rigtig mange vælger Sønderjysk Forsikring til. Dels på grund af vores konkurrencedygtige forsikringsløsninger, men særligt på grund af den personlige betjening, hvor vi er tæt på vores kunder, og i langt de fleste tilfælde hurtigt får afsluttet et skadesforløb. Det er en vigtig forudsætning for fremtiden,” siger Frank Abel, der også understreger vigtigheden af de nye strategiske partnerskaber, der er indgået i 2020 med bl.a. Det Faglige Hus og flere bilforhandlere.

”500 – 500” målsætning er nået!

I strategiperioden 2016-2020 har fokus været på vækst og udvikling. Målsætningen var en præmieindtægt på 500 mio. kr. og en egenkapital på 500 mio. kr.

”Dét kan vi nu vinge af – og glæde os over væksten, og at egenkapitalen er fulgt med, så vi fortsætter kapitalstyrken. Samtidig er vi godt tilfredse med, at omkostningsprocenten er nedadgående, for det er med til at bevare vores konkurrenceevne. Vi er kort sagt kommet styrket ud af perioden,” mener Frank Abel.

Et fremtidsstærkt Sønderjysk Forsikring

En ny 5 års strategi ligger klar for Sønderjysk Forsikring, der lige så ambitiøst fortsætter arbejdet frem mod 2025.  Prognoserne viser, at selskabet også fremover vil stå økonomisk godt rustet, bl.a. med et kapitalgrundlag, der overstiger kapitalkravet med mere end 3 gange. ”Vi er godt rustet til den nye strategi. Dels fordi vi allerede står på en ny, moderne IT-platform og kan fokusere på effektivitet og optimering af processer og forretningsgange. Men også fordi vi er lykkes med at indgå flere nye stærke strategiske partnerskaber. Dette er en udvikling, der er til fordel for vores kunder, der i sidste ende vil opleve en forbedret service og nye produktløsninger,” afslutter Frank Abel.

Bestyrelsen indstiller årsrapporten til godkendelse på generalforsamlingen i april, der igen i år, grundet Covid-19 restriktionerne, afvikles blandt selskabets delegerede ved fuldmagts-afstemning.

For yderligere information – kontakt venligst:

Frank Abel, Adm. direktør på tlf. 73 42 75 77 eller mobil 20 58 22 57

Årsrapport for 2020 er tilgængelig her.

Få viden og inspiration fra vores verden

Vi har samlet nyheder og inspiration om stort og småt – sammen med tips og gode råd om hvordan du forebygger og undgår skader.

Se vores gode råd