Ordinær generalforsamling i Sønderjysk Forsikring

Sønderjysk Forsikring har netop afholdt den årlige generalforsamling på hovedkontoret i Aabenraa.  

Bestyrelsesformand Marianne Hvid gav i sin beretning for året 2021 udtryk for både tilfredshed og stolthed:  ”Vi kommer ud med det bedste resultat i selskabets historie. Vi har et resultat efter skat på 56,5 mio. kr., og hvis vi tuner ind på forretningen, er der en vækst på toplinjen med 26.8%. Det er en virkelig flot vækst – med streg under virkelig flot”, fortalte hun.

Derudover berettede Marianne Hvid om en periode, hvor der var blevet skruet på mange håndtag for at fuldføre de ambitiøse målsætninger. Hun uddybede: ”Vi har i indeværende strategiperiode tænkt os at fordoble toplinjen en gang mere. Det vil sige, at vi nu går efter en milliard+. Det opnår vi ved at fortsætte med at gøre det, vi har haft så stor succes med de senere år. Og det opnår vi ved at fastholde vores fokus på kunderne, der særligt i denne strategiperiode vil komme til at mærke forbedringerne, bl.a. med en ny ”min side”.

Med en sund kerneforretning er retningen dermed lagt for en spændende fremtid for et stærkt kundeejet forsikringsselskab.

Bestyrelsesvalg
I forbindelse med generalforsamlingen blev der afholdt bestyrelsesvalg. Der var genvalg til Brian F. Birkegaard.

Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig således: Der var opbakning til, at Marianne Hvid fortsætter som formand, Hans-Christian Ohrt fik opbakning til næstformandsposten.

Øvrige bestyrelses­medlemmer er: Brian Foged Birkegaard, Ole Jespersen, Kaj Asmussen, Thomas Kragh, Torben Brandt (medarbejdervalgt) og Frank Madsen (medarbejdervalgt).

For yderligere information – kontakt venligst:
Bestyrelsesformand Marianne Hvid på tlf. 20 45 45 37
Adm. direktør Frank Abel på direkte tlf. 73 42 75 77 eller mobil 20 58 22 57

Du kan læse mere om selskabets nye konstituerede bestyrelse, sammensætning og struktur her.

28. april 2022