Undgå Covid-19 relateret svindel og hacking

Identitetstyveri er et fortsat stigende problem under Covid-19 pandemien, som mange udsættes for. De kriminelle udnytter i høj grad Corona-krisen til at franarre borgere deres personlige oplysninger, f.eks. med fokus på at udbyde vacciner. Sønderjysk Forsikring giver dig tips og gode råd til at undgå corona relateret svindel og hacking.

I kritiske tider, som den nuværende Covid-19 situation, forsøger kriminelle at udnytte borgerne. Kriminaliteten kan ses i mange forklædninger – f.eks. Covid-19 relaterede phishing-angreb, hvor kriminelle udgiver sig for at være offentlige myndigheder, som sender en påmindelse om, at man skal bestille tid til test, eller at man får en økonomisk hjælpepakke fra staten.

Formålene kan være af forskellig karakter, men ofte forsøger svindlerne at franarre penge fra borgere. Det er set i form af bitcoin-donationer eller tilbud om vaccinationer. De kan også gå efter at hacke personlige oplysninger, f.eks. ved at man skal klikke på et falsk link i en mail eller sms.

Beskyt dig mod Coronarelateret svindel

Vær kritisk over for mails, som du modtager fra personer, offentlige myndigheder eller virksomheder, som du ikke kender til eller er kunde hos – det gælder også, selvom mailen ser professionel ud. Her har vi listet et par gode råd:

  • Vær opmærksom, hvis du får mails, som indeholder følgende i emnelinjen: Corona, Covid-19, pandemi, krise, navn på hospital, regeringen, vaccine-navn m.m.
  • Tjek altid afsender på mailadressen. Selvom navnet fremstår officielt og ser rigtigt ud, er mailadressen ikke altid troværdig. Tjek om det er en legitim henvendelse via den officielle webside.
  • Får du tilsendt et mistænkeligt link på f.eks. mail eller via sociale medier, skal du tjekke afsenderen, før du klikker på linket. Download heller ikke vedhæftede filer, hvis du er i tvivl, om de er troværdige.
  • Oplys aldrig dine fortrolige personlige oplysninger (gælder også bankoplysninger) i mails, på telefon eller på sociale medier.

Er du først blevet offer for hackere eller svindlere, er det svært at overskue, hvad du skal gøre. Har du din indboforsikring hos os, så er Cybersikring inkluderet, og vi kan hjælpe dig godt videre.

Få tips til at forebygge skader

Vi har lavet en oversigt, hvor alle vores gode råd og tips er samlet. Så kan du nemt og hurtigt søge rådgivning til at forebygge skader og ulykker.

Se mere her