Undgå stormskader på din bolig

Efteråret er over os, det bliver gradvist mørkere og mørkere, og det betyder, at vi går mere regn- og stormvejr i møde. Har du sikret din bolig mod stormskader? Når der er kraftigt stormvejr med op til vindstød af orkanstyrke, kan det både være farligt for mennesker, og der er risiko for skader på bygninger. Hvis din bolig ligger nær kysten, er der ved storm også risiko for stormflod. Det er derfor altid vigtigt at forebygge, så du kan minimere risikoen for stormskader.

 

Hvornår er der tale om stormvejr?

En storm betyder, at det er en blæst, som er kraftigere end kuling. Ud fra Beaufort-skalaen inddeles den i storm og stærk storm. Ved storm kan træer rives op, og der kan ske alvorlige skader på huse. Stormens vindstyrke ligger mellem 24,5 og 32,6 m/s. Kilde: dmi.dk

 

Ofte kan et voldsomt stormvejr forudses, og det giver mulighed for at forberede sig. Hvis du løbende vedligeholder din ejendom kan du undgå de fleste stormskader. Her får du hurtige råd og tips til, hvordan du bedst muligt kan undgå stormskader.

Hvis der er stormvejr på vej

  • Fjern løse genstande omkring dit hus (havemøbler, parasol, skraldespande, legetøj, potteplanter m.m.).
     
  • Læg flagstangen ned, så du ikke risikerer, at den knækker eller gør skade. 
     
  • Vend havetrampolinen på hovedet, så vinden ikke kan komme ind under den.
     
  • Luk alle døre og vinduer i din bolig. Tjek også i drivhus og skur.
     
  • Undgå at parkere din bil ved træer eller bygninger, hvor der kan falder grene eller tagsted ned.
     
  • Forsøg ikke at begrænse en skade eller gå udenfor i stormvejret. Pas på dig selv.

Husk løbende vedligeholdelse af boligen

Ved at vedligeholde din bolig og udendørsarealerne jævnligt, er risikoen mindre for at få stormskader. 
 

  • Tjek murværket for revner, utætheder og løse mursten.
     
  • Tjek om tagsten eller tagplader sidder ordentligt fast. 
     
  • Sørg for, at tagrender, nedløbsrør og udhæng m.m. er fastgjorte.
     
  • Vær sikker på, at dine bygninger og udendørs installationer er i god stand.
     
  • Beskær træer og fjerne løstsiddende grene.