Har familien fået en ny hund?

Anskaffelse af et nyt firbenet familiemedlem er i løbet af Coronakrisen blevet vældig populært i de danske hjem. Hjemmearbejde og isolation har fået mange danskere til at købe hund. Efterspørgslen har været så stor, at landets hundeopdrættere har været nødt til at lave ventelister.

Alene i Dansk Kennel Klub har der været en stigning på 10% af nyregistrerede hunde i 2020 sammenlignet med 2019 svarende til 23.742 hunde. Det er ikke overraskende, at mange anskaffer sig hunde i en krisetid. Hunden er en trofast ven, som giver tryghed og nærvær i en forstyrrende tid. Samtidig har hunden hjulpet mange i den svære Coronatid med at bekæmpe ensomhed.

 

Husk at tegne en ansvarsforsikring til dit nye kæledyr
Mange af de nye hundeejere glemmer at tegne en ansvarsforsikring til hunden, selvom det er lovpligtigt i Danmark. Forsikringsbranchen har generelt i samme periode kun noteret en stigning i antallet af lovpligtige ansvarsforsikringer på 2%. Ifølge Dansk Hunderegister er der i dag mellem 800.000 og 850.000 registrerede hunde i alt i Danmark. Sammenlignet med, at der i forsikringsbranchen i 2020 i alt var tegnet 590.823 solgte ansvarsforsikringer, betyder det, at op mod 200.000 hunde ikke er ansvarsforsikret. Det viser, at mange undgår eller glemmer at forsikre deres kæledyr, og det er bekymrende. Hvis du for eksempel bliver bidt af en uforsikret hund, kan ejeren af hunden risikere at skulle betale dig en erstatning, som kan rende op i rigtig mange penge, hvis skaden giver dig varige mén, tab af erhvervsevne eller invaliditet. Derfor er det meget vigtigt, at du husker at købe en ansvarsforsikring til dit nye kæledyr. 

 

Kilde: www.ddk.dk