Ejerskifteforsikring
En ejerskifteforsikring er relevant i forbindelse med køb og salg af fast ejendom.
En ejerskifteforsikring er relevant i forbindelse med køb og
salg af fast ejendom. Kommer forsikringen til udbetaling, dækker
den udgifter til udbedring af de fejl og mangler, der ikke var
synlige ved besigtigelse, eller som den byggesagkyndige har
overset.
Det er køber, der opretter forsikringen og det foregår i praksis
ved, at sælger får udarbejdet en tilstandsrapport, der beskriver
husets 'tilstand' og påpeger eventuelle synlige fejl og mangler. Ud
fra tilstandsrapporten kan sælgeren få et tilbud på en
ejerskifteforsikring hos et forsikringsselskab. Både tilbud og kopi
af tilstandsrapport gives til køber, som har mulighed for selv at
indhente tilbud fra andre forsikringsselskaber. Sælger skal betale
halvdelen af den samlede præmie (af det tilbud, som sælger har
fremlagt).
Hvis sælger får udarbejdet en tilstandsrapport og tilbud på en
ejerskifteforsikring, og dette er præsenteret for dig som
køber inden handelsaftalens indgåelse, vil sælger i princippet
være fri for ansvaret for fejl og mangler ved huset. Dette gælder
uanset, om du som køber har valgt at oprette ejerskifteforsikringen
eller ej. Alene den kendsgerning, at der er udarbejdet og
præsenteret tilstandsrapport og tilbud på ejerskifteforsikring, gør
sælger ansvarsfri.
Ejerskifteforsikringen kan tegnes for både en 5-årig og 10-årig
periode. Er forsikringen tegnet for en 5-årig, kan du inden udløbet
af perioden forlænge forsikringen til at dække samlet i 10
år.
Ejerskifteforsikringen kan udvides til også at dække skader,
hvis årsagen hertil er ulovlige forhold eller funktionssvigt ved
bygningen eller dennes installationer.
For denne dækningsudvidelse gælder en særskilt dækningssum på
kr. 250.000 i forsikringsperioden.
Selvrisikoen på den almindelige dækning er kr.7.500 pr. skade
dog maksimum kr. 30.000 ialt. På den udvidede dækning er
selvrisikoen kr. 10.000 pr. skade.
For en uddybende og fyldestgørende information om forsikringen
henviser vi til vore forsikringsbetingelser. Alternativt er du også
meget velkommen til at kontakte vores kundeservice på telefon 74 42
75 00, som vil være dig behjælpelig.