NemKonto

Hos Sønderjysk Forsikring anvender vi NemKonto når vi foretager udbetalinger.

Hvad er NemKonto?
Din NemKonto er din lovpligtige bankkonto, som offentlige myndigheder allerede bruger i dag, når de udbetaler penge til dig. Er du i tvivl om, hvad for en konto, der er din NemKonto, kan du kontakte dit pengeinstitut. Du kan endvidere læse mere om NemKonto på www.nemkonto.dk.

Hvad er fordelene ved NemKonto?
- Du behøver ikke give besked, hvis du skifter bank, da din NemKonto automatisk opdateres.
- Du slipper endvidere for at skulle indløse en eventuel check i dit pengeinstitut inden en bestemt dato.
- NemKonto foregår elektronisk, hvilket betyder, at der spares papir til checks til gavn for miljøet.

Elektronisk udveksling af oplysninger
Der sker en elektronisk udveksling mellem NemKonto-systemet og Sønderjysk forsikring med udgangspunkt i dit CPR-nummer/CVR-nummer, hvorfor vi ifølge Persondataloven skal oplyse dig om følgende:

  • Økonomistyrelsen har som dataansvarlig ansvaret for oprettelsen og driften af NemKonto-systemet, men har konkret overdraget databehandlingsopgaven (driften af edb-systemet m.v.) til virksomheden KMD A/S.

  • Formålet med den elektroniske behandling af dine informationer er alene den forestående udbetaling til din NemKonto af skyldige beløb.

  • Praktisk foregår en betaling ved, at vi i forbindelse med en forestående udbetaling til din NemKonto, indgiver en betalingsmeddelelse og dit CPR-nummer/CVR-nummer til NemKonto-systemet, der herefter automatisk påfører betalingsmeddelelsen dit registrerede NemKonto-nummer, og tilbagesender betalingsmeddelelsen inklusiv kontonummeret til os, hvorefter vi kan foretage udbetalingen af de skyldige beløb til din NemKonto.

  • Du kan altid ved henvendelse til NemKonto Support få oplyst, hvilke oplysninger NemKonto-registeret indeholder om dig, ligesom du også altid kan få hjælp til at rette eller slette eventuelt forkerte oplysninger. Du kan også selv se og rette dine oplysninger på www.nemkonto.dk eller kontakte NemKonto.

Udbetalinger på anden måde end via NemKonto
Ønsker du ikke udbetaling til din NemKonto, bedes du skriftligt give Sønderjysk Forsikring besked, hvorefter vi i stedet kan indsætte beløbet på en anden konto eller udbetale beløbet på en check. Vi gør opmærksom på, at der fra 1. april 2010 alene vil ske udbetaling på check mod et gebyr på 50 kr.