Autoforsikring

På Autoforsikringen kan du forsikre såvel dit ansvar over for 3. mand (lovpligtigt) som skader på dit eget køretøj.


Forsikringen er bygget op omkring flere forskellige faktorer, hvor vi både tager hensyn til førerens alder, anciennitet, bilmærkets reservedelspriser, bilens nyværdi, antal HK, egenvægt og karosseri samt naturligvis, hvilke forsikringsdækninger du ønsker.

For alle, der tegner en autoforsikring hos Sønderjysk Forsikring, gælder, at en belastende skade ikke fører til bonustab. Får du således en skade, der belaster din kaskoforsikring, bliver du blot stående på samme bonustrin et forsikringsår mere. Og det uanset om du er 20, 40 eller 70 år og uanset om du kører i trin 2, 5 eller 9.

Standardselvrisikoen er kr. 5.000 ved både ansvars- og kaskoskader. Der kan dog vælges anden selvrisiko, hvis dette ønskes. Hvis forsikringen er udvidet med glasskadedækning, er selvrisikoen dog kun kr. 500 på skader omfattet af denne dækning (se under dækningsmuligheder).

Ved skade, der udløser erstatning fra både ansvars- og kaskodækningen, beregnes kun én selvrisiko - den højeste hvis anden selvrisiko end standard er valgt. Selvrisiko 0 kr. for ansvarsskader kan kun vælges, hvis man har min 8 års skadefrikørsel (trin 9). Unge under 25 år kan ikke få lavere selvrisiko end kr. 5000,- (2008)

Autoforsikring - dækningsmuligheder:

Ansvarsdækningen skal du have ifølge Færdselsloven og den dækker det ansvar, du har for skader, som du laver på andre personer og/eller andre personers ting.
  
Kaskodækningen er valgfri og kan betragtes som bilens egen forsikring. Hvis du har optaget billån med pant i bilen, vil långiver forlange, at der er tegnet kaskoforsikring på køretøjet.

Kaskoforsikringen dækker skader på din bil ved påkørsel, brand, tyveri m.v. Både fastmonteret og afmonteret almindeligt udstyr er tillige meddækket. For så vidt angår særligt udstyr, som f.eks. bilradio/cd, biltelefon, letmetalfælge m.v. er sådant udstyr højst dækket op til kr. 20.000 (2008 - indeksreguleret) uden udvidelse af forsikringen.

Hvis din bil er udstyret med sådant ekstraudstyr, som bilen ikke var "født" med fra fabrikken og som overstiger førnævnte beløb, bør du udvide forsikringen med en ekstraudstyrsdækning for det overskydende beløb.

Kaskoforsikringen indeholder tillige dækning for kaskoskader i udlandet samt en redningsforsikring; kaldet SOS-dækning/det røde kort. Med denne dækning er du sikret, at din bil enten repareres i udlandet eller bliver transporteret hjem, mens du kan fortsætte din rejse/ferie.

Kaskoforsikringen dækker desuden reparation af frontrude efter stenslag uden at der opkræves selvrisiko.

For unge under 25 år med biler med effektfaktor <8,7 (forhold mellem egenvægt og Hk) gælder særlige vilkår. Kontakt os på telefon 74 42 75 00 for specifikt tilbud og præmieberegning.

Glasskadedækningen er en udvidelse af kaskodækningen, som dækker skader på bilens ruder, spejlglas, spejlhus og lygteglas (ekskl. Soltag) uden at man mister retten til at rykke til et billigere bonustrin. Selvrisikoen udgør kr. 500 (2008) på disse skader.

Bilafsavnsdækningen giver dig en erstatning, mens bilen skal repareres for en kaskoskade, er totalskadet eller hvis bilen er bortkommet som følge af tyveri.

Ved kaskoskader udgør afsavnsdækningen kr. 500 (2008 - indeksreguleret) pr. dag i højst 10 dage. Ved tyveri udbetales ligeledes kr. 500 for hver dag, som bilen må undværes - dog højst i 33 dage.

Ved totalskade udbetales erstatningen med et fast beløb på kr. 5.000 (2008), som kompensation for dit afsavn.


Øvrige forhold:

Autohjælp: Vi anbefaler, at du tegner en Autohjælpforsikring (selvstændigt produkt) samtidig med at du forsikrer din bil. Autohjælpforsikringen er en meget billig forsikring, som sikrer, at du kan få hjælp, hvis din bil f.eks. ikke kan starte eller skal bugseres til værksted m.v.

Ved kørsel i udlandet anbefaler vi, at du i god tid rekvirerer et Grønt kort hos os (kan bl.a. gøres via login her på hjemmesiden). Dette kort er dokumentation for, at din bil er ansvarsforsikret. Hvis din bil tillige er kaskoforsikret, kan du rekvirere et Rødt kort, som er dokumentation for, at din bil er kaskoforsikret og indeholder en redningsforsikring (læs mere herom under dækningsmuligheder).

For en uddybende og fyldestgørende information om forsikringen henviser vi til vore forsikringsbetingelser. Alternativt er du også meget velkommen til at kontakte vores erhvervskundeservice på telefon 74 42 75 00, som vil være dig behjælpelig.

Forsikringsbetingelser:

Autoforsikring-Daf